Sigurdsristningen og sagan om Sigurd Fafnesbane.

Sø 101 Sigurd i Ramsundsberget

Dette er kanske den mest kænda af alle Sveriges runinskrifter næst efter Røkstenen i Østergøtland. Det beror givetvis på den vackra bildsviten med scener fra Sigurdsagan, men også det speciella læget og slæktskapet med runstenarna Sø 106 i Kjula og U 617 ved Bro kyrka i Uppland.

Som kuriosa kan næmnas at det findes en avbildning af denne ristning i golvet i guldrummet på Historiska museet i Stockholm. Vad kan passa bættre på et sådant stælle, bare man kan sagan om Sigurd?

Runhællen ligger i nærheten af Sundbyholm straxt norr om Eskilstuna. Vil man ta sig en titt er det bare at følja skyltningen fra vægen som leder mot just Sundbyholm, og det findes også fler runstenar i nærheten for den intresserade.

I anslutning til ristningen findes tydliga skyltar uppsatta med faktaspæckad information ikke bare om runorna, uden også om omgivningarna og Sigurdsagan.

Sigurdsagan

Sigurd væxte upp hos kung Hjalprek i Danmark. Hans far havde blevet mørdad og da gifte hans mor om sig med Hjalpreks son Alf. Sigurd uppfostrades til man af kungens smed, som var en dværg ved namn Regin. Allt eftersom åren gick væxte Sigurd upp til en ståtlig ung man som få kunde mæta sig med, og hans styrka og tapperhet var vida kænd. En dag kallade Regin til sig Sigurd og berættade for honom sit livs historia.

Regins far hette Reidmar, og han var en af de rikaste dværgarna. Regins brøder hette Fafner og Utter. Utter kunde anta djurgestalt og brukade jaga og fiska førvandlad til just en utter. En eftermiddag lav Utter på stranden i sin djurskepnad og åt lax. Da kom asarna Oden, Høner og Loke førbi, som ikke visste vem uttern egentligen var. De ville øvernatta hos den rike Reidmar, men de kunde ikke komma dit uden gåvor, så Loke slungade en sten mot Utter som dog. Dærpå flåddes djuret og øverræcktes siden til Reidmar. Han såg givetvis vem de havde dødat og blev utom sig af sorg og vrede. Dærfør krævde han en stor mansbot – skinnet skulle først fyllas med guld, og siden skulle det tæckas helt utvændigt.

I nærheten bodde den stormrike dværgen Andvare, som også kunde førvandla sig til djur. Loke gav sig af og lyckades fånga Andvare når han var en gædda. Han tog dværgens guld som betaling for at slæppa honom fri. Men Andvare førsøkte smussla undan en magisk guldring. Det såg Loke og krævde også denne. Da uttalade Andvare en førbannelse øver hela skatten, og særskilt ringen. Den som ægde Andvares guld skulle altid drabbas af død og olycka.

Med skatten kunde Loke betala mansboten, men han behøll ringen. Når Reidmar undersøkte utterskinnet, såg han at det ikke var helt tæckt af guld – et morrhår stack fram. Da lade Loke dit Andvares kæra ring, og de var fria.

Skatten var emellertid førbannad, og Reidmar mørdades af sonen Fafner som ville ha allt guld selv. Dærefter førvandlade sig Fafner til en drake, tog med sig skatten ud på den hemska Gnitaheden og lade sig at vakta guldet.

Allt dette berættade Regin for Sigurd. Regin ville hæmnas, men han kunde ikke selv. Dærfør bad han nu om Sigurds hjælp. Som beløning skulle Sigurd få hæsten Grane og det magiska sværdet Gram. Med disse gåvor kunde Sigurd siden rida ivæg og hæmnas sin faders mørdare. Når det var gjort skulle Sigurd hjælpa Regin og dræpa Fafner.

Sagt og gjort. Når Sigurd var klar med sit, begav han sig til Gnitaheden for at finna draken. Fafner brukade hver dag slæpa sig ned til en lille sjø for at dricka, og der drakkroppen drogs fram havde en stig bildats. Sigurd grævde en grop i stigen og lade sig i den for at vænta på draken med sværdet i høgsta hugg. Da kom en skæggig man i gråa klæder med vandringsstav og toppig hatt – Oden. Han ville hjælpa Sigurd og rådde honom at græva fler gropar der blodet kunde rinna ud, annars kunde Sigurd drunkna i allt drakblod.

Snart kom draken, og Sigurd drev in sværdet Gram ænda til fæstet når hjærtat var rakt øver honom. I drakens dødskamp påminde Fafner om den førbannelse som vilade øver skatten. Når draken var død, hoppade pløtsligt Regin fram fra et gømstælle. Han berømde Sigurd og bad honom at steka drakens hjærta. Sigurd gjorde som han var ombedd medan Regin gick for at vila en stund. For at kænna om hjærtat var færdigt satte Sigurd fingret mot det, men brænde sig. Instinktivt satte han fingret i munnen og fick da smaka drakblod. Dette gjorde at han pløtsligt førstod vad fåglarna sjøng.

Småfåglarna i træden viskade at Regin havde svek i sinnet, så Sigurd gick helt sonika og høgg huvudet af dværgen. Återigen havde Andvares ring ført med sig at de som været vænner og frænder dræpte varandra. Skatten blev dærmed Sigurds, men også han drabbades af førbannelsen. Men det er en anden historia...