Graveret krus, Sigurdsagan

Ølkrus, ca 500 ml.

Et autentisk hedensk ølkrus med en kopi af Sigurdsagans runesten indgraveret. Et stilrent krus, der selvfølgelig er lavet til at blive brugt, men som også er utroligt stilfuldt i reolen. Få en ordentlig skål for vikingeavisen, i selskab med gode venner. Det praktiske håndtag gør også kruset nemt at hænge på bæltet.

Sigurd voksede op hos kong Hjalprek i Danmark. Hans far var blevet myrdet og derefter giftede hans mor sig igen med Hjalpreks søn Alf. Sigurd blev opdraget til manddom af kongens smed, som var en dværg ved navn Regin. Som årene gik, voksede Sigurd til en statelig ung mand, som få kunne måle sig med, og hans styrke og tapperhed var vidt kendt. En dag kaldte Regin Sigurd til sig og fortalte ham historien om hendes liv.

Regins far hed Reidmar, og han var en af ​​de rigeste dværge. Regins brødre hed Fafner og Utter. Oddere kunne antage dyreform og bruges til at jage og fiske omdannet til en odder. En eftermiddag lå Otter på stranden i sin dyreskikkelse og spiste laks. Så kom aserne Odin, Höner og Loke forbi, som ikke vidste, hvem odderen egentlig var. De ville overnatte hos den rige Reidmar, men de kunne ikke komme dertil uden gaver, så Loke kastede en sten efter Utter, som døde. Dyret blev derefter flået og derefter overdraget til Reidmar. Han så selvfølgelig, hvem de havde dræbt og blev overvældet af sorg og vrede. Derfor krævede han en stor mands bod – skindet ville først fyldes med guld, og så ville det være helt dækket udvendigt.

I nærheden boede den stormfulde dværg Andvare, som også kunne forvandle sig til dyr. Loke tog afsted og formåede at fange Andvare, da han var gedde. Han tog dværgens guld som betaling for at sætte ham fri. Men Andvare forsøgte at snige en magisk guldring væk. Det så Loke og forlangte også dette. Så udtalte Andvare en forbandelse over hele skatten og især ringen. Den, der ejede Andvares guld, ville altid lide død og ulykke.

Med skatten kunne Loke betale mandens bod, men han beholdt ringen. Da Reidmar undersøgte odderskindet, så han, at det ikke var helt dækket af guld – et knurhår stak ud. Så satte Loke Andvars kære ring der, og de var frie.

Skatten blev dog forbandet, og Reidmar blev myrdet af sin søn Fafner, der ville have alt guldet for sig selv. Så forvandlede Fafner sig til en drage, tog skatten med sig til den frygtelige Gnitaheden og lagde sig til at vogte guldet.

Regin fortalte Sigurd alt dette. Regin ville have hævn, men han kunne ikke selv. Derfor bad han nu om Sigurds hjælp. Som belønning ville Sigurd modtage hesten Grane og det magiske sværd Gram. Med disse gaver kunne Sigurd så ride bort og hævne sin fars morder. Da det var gjort, ville Sigurd hjælpe Regin og dræbe Fafner.

Sagt og gjort. Da Sigurd var færdig med sit arbejde, tog han til Gnitaheden for at finde dragen. Hver dag plejede Fafner at slæbe sig ned til en lille sø for at drikke, og hvor dragens krop blev slæbt ud, var der dannet en sti. Sigurd gravede en grube i stien og lagde sig i den for at vente på dragen med sit dragne sværd. Så kom en skægget mand i gråt tøj med vandrestav og spidshat - Odin. Han ville hjælpe Sigurd og rådede ham til at grave flere gruber, hvor blodet kunne flyde ud, ellers kunne Sigurd drukne i alt drageblodet.

Snart kom dragen, og Sigurd drev sværdet Gram helt op til fæstet, da hjertet var lige over ham. I dragens kamp til døden mindede Fafner om den forbandelse, der hvilede over skatten. Da dragen var død, sprang Regin pludselig ud af skjulet. Han roste Sigurd og bad ham stege dragens hjerte. Sigurd gjorde, som han blev bedt om, mens Regin gik til ro en stund. For at mærke, om hjertet var rede, lagde Sigurd fingeren til det, men brændte sig. Instinktivt stak han fingeren i munden og smagte derefter drageblod. Dette fik ham til pludselig at forstå, hvad fuglene sang.

De små fugle i træerne hviskede, at Regin havde forrådt hendes sind, så Sigurd gik helt sonisk og skar dværgens hoved af. Endnu en gang havde Andvares ring bragt dem, der havde været venner og slægtninge, dræbt hinanden. Skatten blev dermed Sigurds, men også han blev ramt af forbandelsen. Men det er en anden historie...