Sigurdsristningen og sagan om Sigurd Fafnesbane.

Sø 101 Sigurd i Ramsundsberget

Det hær er kanske den mest kænda af alla Sveriges runinskrifter næst efter Røkstenen i Østergøtland. Det beror givetvis på den smukke bildsviten med scener fra Sigurdsagan, men også det speciella læget og slæktskapet med runstenarna Sø 106 i Kjula og U 617 vid Bro kyrka i Uppland.

Som kuriosa kan næmnas att det finns en avbildning af denne ristning i golvet i guldrummet på Historiska museet i Stockholm. Vad kan passa bættre på et sådant stælle, bara man kan sagan om Sigurd?

Runhællen ligger i nærheten af Sundbyholm straxt norr om Eskilstuna. Vill man ta sig en titt er det bara att følja skyltningen fra vægen som leder mot just Sundbyholm, og det finns æven fler runstenar i nærheten for den intresserade.

I anslutning til ristningen finns tydliga skyltar uppsatta med faktaspæckad information ikke bara om runorna, uden æven om omgivningarna og Sigurdsagan.

Sigurdsagan

Sigurd væxte upp hos kung Hjalprek i Danmark. Hans far hade blivit mørdad og då gifte hans mor om sig med Hjalpreks son Alf. Sigurd uppfostrades til man af kungens smed, som var en dværg vid namn Regin. Allt eftersom åren gick væxte Sigurd upp til en ståtlig ung man som få kunde mæta sig med, og hans styrka og tapperhet var vida kænd. En dag kallade Regin til sig Sigurd og berættade for honom sitt livs historia.

Regins far hette Reidmar, og han var en af de rikaste dværgarna. Regins brøder hette Fafner og Utter. Utter kunde anta djurgestalt og brukade jaga og fiska førvandlad til just en utter. En eftermiddag låg Utter på stranden i sin djurskepnad og åt lax. Då kom asarna Oden, Høner og Loke førbi, som ikke visste vem uttern egentligen var. De ville øvernatta hos den rike Reidmar, men de kunde ikke komma dit uden gåvor, så Loke slungade en sten mot Utter som dog. Dærpå flåddes djuret og øverræcktes sedan til Reidmar. Han såg givetvis vem de hade dødat og blev utom sig af sorg og vrede. Dærfør krævde han en stor mansbot – skinnet skulle først fyllas med guld, og sedan skulle det tæckas helt utvændigt.

I nærheten bodde den stormrike dværgen Andvare, som også kunde førvandla sig til djur. Loke gav sig af og lyckades fånga Andvare nær han var en gædda. Han tog dværgens guld som betalning for att slæppa honom fri. Men Andvare førsøkte smussla undan en magisk guldring. Det såg Loke og krævde æven denne. Då uttalade Andvare en førbannelse øver hela skatten, og særskilt ringen. Den som ægde Andvares guld skulle alltid drabbas af død og olycka.

Med skatten kunde Loke betala mansboten, men han behøll ringen. Nær Reidmar undersøkte utterskinnet, såg han att det ikke var helt tæckt af guld – et morrhår stack fram. Då lade Loke dit Andvares kæra ring, og de var fria.

Skatten var emellertid førbannad, og Reidmar mørdades af sonen Fafner som ville ha allt guld selv. Dærefter førvandlade sig Fafner til en drake, tog med sig skatten ud på den hemska Gnitaheden og lade sig att vakta guldet.

Allt dette berættade Regin for Sigurd. Regin ville hæmnas, men han kunde ikke selv. Dærfør bad han nu om Sigurds hjælp. Som beløning skulle Sigurd få hæsten Grane og det magiska sværdet Gram. Med disse gåvor kunde Sigurd sedan rida ivæg og hæmnas sin faders mørdare. Nær det var gjort skulle Sigurd hjælpa Regin og dræpa Fafner.

Sagt og gjort. Nær Sigurd var klar med sitt, begav han sig til Gnitaheden for att finna draken. Fafner brukade hver dag slæpa sig ned til en lille sjø for att dricka, og dær drakkroppen drogs fram hade en stig bildats. Sigurd grævde en grop i stigen og lade sig i den for att vænta på draken med sværdet i høgsta hugg. Då kom en skæggig man i gråa klæder med vandringsstav og toppig hatt – Oden. Han ville hjælpa Sigurd og rådde honom att græva fler gropar dær blodet kunde rinna ud, annars kunde Sigurd drunkna i allt drakblod.

Snart kom draken, og Sigurd drev in sværdet Gram ænda til hjaltet nær hjærtat var rakt øver honom. I drakens dødskamp påminde Fafner om den førbannelse som vilade øver skatten. Nær draken var død, hoppade pløtsligt Regin fram fra et gømstælle. Han berømde Sigurd og bad honom att steka drakens hjærta. Sigurd gjorde som han var ombedd medan Regin gick for att vila en stund. For att kænna om hjærtat var færdigt satte Sigurd fingret mot det, men brænde sig. Instinktivt satte han fingret i munnen og fick då smaka drakblod. Dette gjorde att han pløtsligt førstod vad fåglarna sjøng.

Småfåglarna i træden viskade att Regin hade svek i sinnet, så Sigurd gick helt sonika og høgg huvudet af dværgen. Återigen hade Andvares ring ført med sig att de som varit vænner og frænder dræpte varandra. Skatten blev dærmed Sigurds, men også han drabbades af førbannelsen. Men det er en annan historia...