Sigurdsristningen og sagaen om Sigurd Fafnesbane.

Sö 101 Sigurd i Ramsundsberget

Dette er måske den mest kendte af alle Sveriges runeindskrifter, næst efter Rökstenen i Östergötland. Det skyldes naturligvis den smukke billedfrise med scener fra Sigurdsagaen, men også den særlige placering og slægtskabet med runestenene Sö 106 i Kjula og U 617 ved Bro kirke i Uppland.

Som kuriosum kan det nævnes, at der findes en afbildning af denne ristning i gulvet i guldrummet på Historiske museet i Stockholm. Hvad kan passe bedre på et sådant sted, bare man kender sagaen om Sigurd?

Runehællen ligger i nærheden af Sundbyholm, lige nord for Eskilstuna. Vil man tage sig en tur derhen, er det bare at følge skiltningen fra vejen, der fører mod netop Sundbyholm, og der findes også flere runesten i nærheden for den interesserede.

I tilknytning til ristningen er der opsat tydelige skilte med faktaspækket information ikke kun om runerne, men også om omgivelserne og Sigurdsagaen.

Sigurdsagaen

Sigurd voksede op hos kong Hjalprek i Danmark. Hans far var blevet myrdet, og derfor giftede hans mor sig igen med Hjalpreks søn Alf. Sigurd blev opfostret til mand af kongens smed, som var en dværg ved navn Regin. Efterhånden som årene gik, voksede Sigurd op til en statelig ung mand, som få kunne måle sig med, og hans styrke og tapperhed var vidt kendt. En dag kaldte Regin Sigurd til sig og fortalte ham historien om sit liv.

Regins far hed Reidmar, og han var en af de rigeste dværge. Regins brødre hed Fafner og Utter. Utter kunne antage dyreskikkelse og plejede at jage og fiske forvandlet til netop en odder. En eftermiddag lå Utter på stranden i sin dyreskikkelse og spiste laks. Da kom aserne Odin, Høner og Loke forbi, som ikke vidste, hvem odderen egentlig var. De ville overnatte hos den rige Reidmar, men de kunne ikke komme derhen uden gaver, så Loke kastede en sten mod Utter, som døde. Derpå blev dyret flået, og skindet blev overrakt til Reidmar. Han så naturligvis, hvem de havde dræbt, og blev ude af sig selv af sorg og vrede. Derfor krævede han en stor mandebod – skindet skulle først fyldes med guld, og derefter skulle det dækkes helt udvendigt.

I nærheden boede den stenrige dværg Andvare, som også kunne forvandle sig til dyr. Loke tog af sted og lykkedes med at fange Andvare, mens han var en gedde. Han tog dværgens guld som betaling for at lade ham gå fri. Men Andvare forsøgte at smugle en magisk guldring væk. Det så Loke og krævede også den. Da udtalte Andvare en forbandelse over hele skatten, og især ringen. Den, der ejede Andvares guld, skulle altid rammes af død og ulykke.

Med skatten kunne Loke betale mandeboden, men han beholdt ringen. Da Reidmar undersøgte odderskindet, så han, at det ikke var helt dækket af guld – et overskægshår stak frem. Da lagde Loke Andvares kære ring dertil, og de var fri.

Skatten var imidlertid forbandet, og Reidmar blev myrdet af sønnen Fafner, som ville have alt guldet selv. Derefter forvandlede Fafner sig til en drage, tog skatten med sig ud på den frygtelige Gnitahede og lagde sig for at vogte guldet.

Alt dette fortalte Regin til Sigurd. Regin ville hævne sig, men han kunne ikke selv. Derfor bad han nu om Sigurds hjælp. Som belønning skulle Sigurd få hesten Grane og det magiske sværd Gram. Med disse gaver kunne Sigurd derefter ride af sted og hævne sin fars morder. Når det var gjort, skulle Sigurd hjælpe Regin og dræbe Fafner.

Sagt og gjort. Da Sigurd var færdig med sit, begav han sig til Gnitaheden for at finde dragen. Fafner plejede hver dag at slæbe sig ned til en lille sø for at drikke, og der, hvor dragekroppen blev trukket frem, var der dannet en sti. Sigurd gravede en grav i stien og lagde sig i den for at vente på dragen med sværdet klar til hug. Da kom en skægget mand i grå klæder med vandringsstav og spids hat – Odin. Han ville hjælpe Sigurd og rådede ham til at grave flere grave, hvor blodet kunne løbe ud, ellers kunne Sigurd drukne i alt dragens blod.

Snart kom dragen, og Sigurd drev sværdet Gram helt ind til fæstet, da hjertet var lige over ham. I dragens dødskamp mindede Fafner om den forbandelse, der hvilede over skatten. Da dragen var død, sprang Regin pludselig frem fra et skjulested. Han roste Sigurd og bad ham stege dragens hjerte. Sigurd gjorde, som han blev bedt om, mens Regin gik hen for at hvile sig lidt. For at mærke, om hjertet var færdigt, satte Sigurd fingeren mod det, men brændte sig. Instinktivt stak han fingeren i munden og fik da smagt dragens blod. Dette gjorde, at han pludselig forstod, hvad fuglene sang.

Småfuglene i træerne hviskede, at Regin havde svig i sinde, så Sigurd gik ligeud og huggede hovedet af dværgen. Endnu en gang havde Andvares ring ført med sig, at de, som havde været venner og frænder, dræbte hinanden. Skatten blev dermed Sigurds, men også han blev ramt af forbandelsen. Men det er en anden historie...