Ulfberht-sværden fra vikingatiden er værldskænda for sin kvalité og intrikata smidesmønster som et resultat af et vælproducerat degelstål kænt af många som Damascusstål. For vikingarna var det et værdefullt prestigevapen og en slæktklenod. Det som særskiljer sværden, førutom deras høga kvalité, er inskriften +VLFBERHT+ eller varianter af den som har tolkats som en signatur fra smedjan eller smeden som producerade sværden, og det finns många kopior af sværden med andra varianter af skriften på som troligen er sæmre kopior af originalet, så troligen var inskriften något annat, låt oss ta en titt!
Sværden tros ha et skandinaviskt ursprung men Ulfberht var ikke et skandinaviskt namn. Namnet var karolingiskt (dagens Frankrike), dock vet vi att de kristna på kontinenten hade utlyst handelsførbud med de hedniska nordborna så sværden var troligen ikke producerade i frankernas land. Til på det så finns det inga kænda læmningar af degelstålsproduktion i Europa fra denne tid, dæremot finns det fynd fra dagens Turkmenistan og Uzbekistan som visar på en enorm produktion af degelstål.
Både skriftliga kællor og arkeologiska kællor berættar om en omfattande handel med Samanid-kalifatet under 900-talet, det uppskattats ha flødat mer æn en miljon silverdirhemer fra kalifatet til Skandinavien per år! I de arabiska skrifterna berættas om hur nordbor (Rus) førde med sig valrossbetar, pælsar og slavar, for att næmna några, fra norr til de arabiska marknaderna i søder, medan vikingarna førde med sig sølv og stål hem til Skandinavien. Det finns æven skriftliga kællor fra Europa som berættar om sværd som transporteras fra Skandinavien søderut mot kalifaten.
Så då er frågan: Vem hade makten og resurserna nog for att upprætthålla en handel som med førhistoriska mått var vældigt substantiell under åren ca 900 – 1050 e Kr.?
Enligt Snorres Heimskringla væxte Harald Hårfager upp i England som fosterson til kung Athelstan, førutom en kristen uppvæxt så lærde sig Harald anvænda latinsk skrift af karolingisk stil som var populært i England på den tiden, samma skrift som på sværdet.
Allting pekar alltså på att Harald upprættade handel af høgkvalitativt stål fra kalifatet til stor del med hjælp af sitt monopol på valrossbetar som var høgsta mode i kalifatet nær det kom til sværd- og knivhandtag. Nær stålet kom til Norden så bearbetades det troligen af skandinaviska smeder for att skapa det legendariska Ulfberht-sværdet, som sedan fick et vackert inristat handtag af træ, ben eller læder.
Dette skulle kunna førklara varfør de sværden af yttersta kvalitén, de originella Ulfberht-sværden, fræmst finnes i gravar fra Haralds kungarike eller i floder næra til kænda slag.
Namnet Ulfberht tillsammans med korsen kan då vara en kompromiss mellan kristet og fornnordiskt, då en kristen læser et frankiskt namn med kors og vikingarna så Ulf vilket kan ha syftat til vargarna som ibland føljde Odin i strid.