Ulfberht-sværdene fra vikingetiden er verdenskendte for deres kvalitet og indviklede smedemønster som et resultat af et velproduceret digelstål, af mange kendt som Damascusstål. For vikingerne var det et værdifuldt prestigevåben og et slægtsklenodie. Det, der adskiller sværdene, ud over deres høje kvalitet, er inskriptionen +VLFBERHT+ eller varianter af den, som er blevet tolket som en signatur fra smedjen eller smeden, der producerede sværdene, og der findes mange kopier af sværdene med andre varianter af skriften på, som sandsynligvis er ringere kopier af originalen, så inskriptionen var sandsynligvis noget andet — lad os tage et kig!
Sværdene menes at have en skandinavisk oprindelse, men Ulfberht var ikke et skandinavisk navn. Navnet var karolingisk (dagens Frankrig), men vi ved dog, at de kristne på kontinentet havde erklæret handelsforbud med de hedenske nordboer, så sværdene blev sandsynligvis ikke produceret i frankernes land. Oven i det findes der ingen kendte levn af digelstålsproduktion i Europa fra denne tid, derimod findes der fund fra dagens Turkmenistan og Usbekistan, som viser en enorm produktion af digelstål.
Både skriftlige og arkæologiske kilder fortæller om en omfattende handel med Samanid-kalifatet i 900-tallet; det anslås at have strømmet mere end en million sølvdirhemer fra kalifatet til Skandinavien om året! I de arabiske skrifter fortælles der om, hvordan nordboer (Rus) medbragte hvalrostænder, pelse og slaver, for at nævne nogle, fra nord til de arabiske markeder i syd, mens vikingerne bragte sølv og stål hjem til Skandinavien. Der findes også skriftlige kilder fra Europa, som fortæller om sværd, der transporteres fra Skandinavien sydpå mod kalifaterne.
Så er spørgsmålet: Hvem havde magten og ressourcerne nok til at opretholde en handel, som med forhistoriske mål var meget betydelig i årene ca. 900 – 1050 e.Kr.?
Ifølge Snorres Heimskringla voksede Harald Hårfager op i England som plejesøn til kong Athelstan; ud over en kristen opvækst lærte Harald at bruge latinsk skrift af karolingisk stil, som var populær i England på den tid, samme skrift som på sværdet.
Alt peger altså på, at Harald etablerede handel med højkvalitetsstål fra kalifatet i høj grad ved hjælp af sit monopol på hvalrostænder, som var højeste mode i kalifatet, når det kom til sværd- og knivhåndtag. Da stålet kom til Norden, blev det sandsynligvis bearbejdet af skandinaviske smede for at skabe det legendariske Ulfberht-sværd, som derefter fik et smukt indgraveret håndtag af træ, ben eller læder.
Dette kunne forklare, hvorfor de sværd af yderste kvalitet, de originale Ulfberht-sværd, primært findes i grave fra Haralds kongerige eller i floder tæt på kendte slag.
Navnet Ulfberht sammen med korsene kan så være et kompromis mellem kristent og oldnordisk, da en kristen læser et frankisk navn med kors, og vikingerne så Ulv, hvilket kan have henvist til ulvene, der nogle gange fulgte Odin i strid.