Ulfberht-sværd fra vikingetiden er verdenskendte for deres kvalitet og indviklede smedningsmønstre som et resultat af et velproduceret digelstål kendt af mange som Damaskus-stål. For vikingerne var det et værdifuldt prestigevåben og et familiearvestykke. Det, der kendetegner sværdene, ud over deres høje kvalitet, er inskriptionen +VLFBERHT+ eller varianter af den, der er blevet tolket som en signatur af smeden eller smeden, der producerede sværdene, og der er mange kopier af sværdene med andre varianter af sværdene. skriver på dem, som sandsynligvis er ringere kopier af originalen, så højst sandsynligt var inskriptionen noget andet, lad os tage et kig!
Sværdene menes at have en skandinavisk oprindelse, men Ulfberht var ikke et skandinavisk navn. Navnet var karolingisk (nutidens Frankrig), dog ved vi, at de kristne på kontinentet havde erklæret forbud mod handel med de hedenske nordboere, så sværdene blev formentlig ikke produceret i frankernes land. Oven i købet er der ingen kendte rester af digelstålproduktion i Europa fra denne tid, men der er fund fra nutidens Turkmenistan og Usbekistan, der viser en enorm produktion af digelstål.
Både skriftlige kilder og arkæologiske kilder fortæller om en omfattende handel med det samanide kalifat i løbet af det 9. århundrede, det skønnes at have strømmet mere end en million sølvdirhem fra kalifatet til Skandinavien om året! De arabiske skrifter fortæller om, hvordan nordboere (Rus) bragte hvalros stødtænder, pelse og slaver, for at nævne nogle få, fra nord til de arabiske markeder i syd, mens vikingerne bragte sølv og stål hjem til Skandinavien. Der findes også skriftlige kilder fra Europa, der fortæller om sværd, der transporteres fra Skandinavien sydpå mod kalifatet.
Så er spørgsmålet: Hvem havde magten og ressourcerne til at opretholde en handel, der efter forhistoriske forhold var meget betydelig i årene ca.
Ifølge Snorres Heimskringla voksede Harald Hårfager op i England som fostersøn af kong Athelstan, udover en kristen opvækst lærte Harald at bruge latinsk skrift af den karolingiske stil, der var populær i England på det tidspunkt, samme skrift som p. sværdet.
Alt peger altså på, at Harald etablerede handel med højkvalitetsstål fra Kalifatet i vid udstrækning ved hjælp af sit monopol på hvalrosstøtænder, som var i højsædet i Kalifatet, når det kom til sværd- og knivskafter. Da stålet kom til Norden, blev det formentlig forarbejdet af skandinaviske smede for at skabe det legendariske Ulfberht-sværd, som derefter fik et smukt udskåret håndtag af træ, ben eller læder.
Dette kunne forklare, hvorfor sværdene af højeste kvalitet, de originale Ulfberht-sværd, hovedsageligt findes i grave fra Haralds rige eller i floder tæt på kendte slag.
Navnet Ulfberht sammen med korset kan så være et kompromis mellem kristen og oldnordisk, idet en kristen læser et frankisk navn med kors og vikingerne som Ulf, hvilket kan have refereret til de ulve, der nogle gange fulgte Odin i kamp.