Historien om runerne.

Runerne

Runer er en form for skrivetegn, ligesom bogstaver.

Tegnene bruges til at gengive ordenes lyd i skrift. Runerne blev brugt til at skrive det sprog, der blev talt i Norden for længe siden.

Der har eksisteret tre forskellige runerækker i Sverige: den urnordiske runerække, vikingetidens runerække og den middelalderlige runerække.

Runer er skrivetegn, som oftest blev ristet ind i træ eller ben med et skarpt redskab, for eksempel en kniv.

Man har næsten aldrig skrevet runer med blæk på pergament eller papir, men der findes nogle middelalderlige håndskrifter, hvor man har brugt runer i stedet for almindelige bogstaver.

Runerækken kaldes ofte Futharken efter de seks første runer fuþark.

Har der været flere forskellige runerækker?

Runerne har været brugt i mere end tusind år, og runerækken har ændret sig flere gange.

Hvis man vil gøre det lidt enkelt, kan man sige, at der har eksisteret tre forskellige runerækker.

Den ældste kaldes den urnordiske runerække.

Den anden, som blev brugt i vikingetiden, kaldes for vikingetidens runerække. Den sidste blev brugt i middelalderen og kaldes derfor den middelalderlige runerække. Du kan læse mere om de forskellige runerækker herunder.

Den urnordiske runerække

De runer, der blev brugt fra omkring år 0 og frem til 700-tallet, kaldes urnordiske runer. De hedder sådan, fordi det sprog, der på den tid blev talt i Sverige og de andre lande i Norden, som regel kaldes urnordisk. Nogle gange kalder man dem også de ældre runer. Der var 24 tegn i den urnordiske runerække. Du kan se herunder, hvordan disse runer så ud. Bogstaverne, der står på linjen under runerne, viser, hvilket bogstav man ville have brugt til at skrive samme lyd. Runen for þ (th) blev brugt til en læspelyd, som i de engelske ord thing og that. Runen for ŋ (eller ng) blev brugt til eng-lyd.

Den ældre (urnordiske) runerække har 24 tegn.

De fleste indskrifter, der er så gamle, at de er ristet med den urnordiske runerække, findes på våben og smykker. Vi har kun omkring tyve sten i Sverige med indhugninger af den slags runer.

Runerne ændrer sig

I vikingetiden brugte man ikke helt de samme runer som tidligere. I begyndelsen af 700-tallet ændrede runerne sig. Nogle af runetegnene beholdt deres udseende. Nogle blev fjernet helt, nogle fik et nyt udseende, og nogle helt nye blev skabt. Grunden til, at man ændrede runerne, var, at det sprog, man talte, havde ændret sig i løbet af de 700 år, man havde skrevet med runer. Nogle lyde var forsvundet, og nogle nye var kommet til, siden den urnordiske runerække blev skabt. Blandt de nye lyde var blandt andety , æ og ø.

Vikingetidens runerække, 16 tegn.

Vikingetiden kaldes den periode, der varede fra omkring år 800 til begyndelsen af 1100-tallet. Det, vi plejer at kalde vikingetidens runerække, blev dog skabt allerede i begyndelsen af 700-tallet. I modsætning til den tidligere runerække bestod denne kun af 16 tegn. Det er disse runer, de fleste runesten i Sverige er ristet med.

Den fjerde rune kan nogle gange oversættes med et a med en lille hale (ą). Det betyder, at runen skal udtales som et nasalt a. Nasalt er en lyd, der udtales i næsen. Sådan udtales denne rune kun på de ældste vikingetidsrunesten, som for eksempel Rökstenen. På yngre runesten står denne rune for o.

Du synes måske, det er mærkeligt, at der findes to forskellige r, et der skrives r og bruges om den femte rune, og et der skrives ʀ og bruges om den sidste rune i runerækken. Sidstnævnte stod for en særlig "surrende" r-lyd, som vi ikke længere har i dansk, og som næsten kun kunne forekomme i slutningen af ord. Med tiden kom de to r-lyde til at falde sammen, og da fik ʀ-runen et nyt anvendelsesområde, nemlig som tegn for y. Det sidste kan man se i middelalderlige runeindskrifter (se nedenfor).

Hvis du kigger på de almindelige bogstaver, der står under runetegnene, ser du, at mange bogstaver, som vi bruger i dag, ikke er med. Det skyldes, at flere af runerne blev brugt til at betegne mere end én lyd.

Herunder kan du se, hvilke lyde det kunne dreje sig om. Nogle runer, som u-runen, kunne bruges til en lang række forskellige lyde, mens andre kun stod for én eller et par lyde. Vi har lidt af det samme i vores alfabet i dag, som for eksempel med bogstavet g der kan stå for flere forskellige lyde. I dette tilfælde skyldes det dog, at vi har ændret udtalen af visse ord.

Den-yngre-runerækken-med-lydværdier:

Der var også en speciel regel, der sagde, at såkaldte nasaler – m og n – kunne udelades foran visse konsonanter, når man skrev. Runen m kunne for eksempel udelades foran p og b, og man kan nogle gange se, at ordet kumbl 'mindesmærke' staves kubl på runestenene. På samme måde kunne n-runen udelades foran t, d, k og g. Det er derfor, der nogle gange kan stå at for ordet and 'ånd'.

De middelalderlige runer

Da vikingetiden var forbi, og man holdt op med at rejse runesten, fortsatte man alligevel med at riste runer i Sverige. Men på det tidspunkt var der også mange, der kunne skrive med almindelige bogstaver. Mange præster og andre, der hørte til kirken, skrev med bogstaver, men de fleste almindelige mennesker kunne kun runer. Men mange af dem, der kunne skrive med bogstaver, brugte også runer. De syntes nok, det var besværligt, at der ikke fandtes tilstrækkeligt mange runetegn til, at man kunne stave på samme måde, som når man skrev med bogstaver. Allerede i vikingetiden havde man fundet ud af, at man ved hjælp af små prikker (såkaldte stingninger) kunne lave om på runetegnene. Hvis man satte en prik på runen i fik man et tegn for e.

Eksempler på stungne runer (middelalder):

Dette fortsatte man med, så man til sidst havde adgang til lige så mange runer, som der fandtes i det latinske alfabet på den tid. Formen på runerne kunne variere en hel del:

De middelalderlige runer opstillet i ABC-rækkefølge. For mange af tegnene fandtes forskellige varianter, og endnu flere tegnformer kendes:

Kilde: Riksantikvarieämbetet og Kalle runristares runeskole.

https://www.runristare.se/runstensskolan/runerne.html?fbclid=IwAR2hN8UrazpH-9Q4XSSJvtgEVtH7eCXV9aja-6coWjBeEsE0vY8wApLlitY