Historien om runorna.

Runorna

Runor er en form af skrivtecken, precis som bokstæver.

Tecknen anvænds for att återge ordens ljud i skrift. Runorna anvændes for att skriva det språk som talades i Norden for længe sedan.

Det har funnits træ forskellige runrader i Sverige, den urnordiska runraden, den vikingetidens runraden og den medeltida runraden..

Runor er skrivtecken som oftast ristades in i træ eller ben med et vasst verktyg, til exempel en kniv.

Man har næstan aldrig skrivit runor med blæck på pergament eller papper, men det finns några medeltida handskrifter dær man anvænt runor i stællet for vanliga bokstæver.

Runraden kallas ofta Futharken efter de sex førsta runorna fuþark.

Har det funnits flera forskellige runrader?

Runorna har anvænts under mer æn tusen år og runraden har førændrats flera gånger.

Om man vill gøra det lite enkelt kan man sæga att det har funnits træ forskellige runrader.

Den ældsta kallas den urnordiska runraden.

Den andra, som anvændes på vikingatiden, kallas for den vikingetidens runraden. Den sista anvændes under medeltiden og kallas dærfør den medeltida runraden. Du kan læsa mer om de forskellige runraderna hær nedanfør.

Den urnordiska runraden

De runor som anvændes fra ungefær år 0 og in på 700-talet kallas urnordiska runor. De heter så eftersom språket som på den tiden talades i Sverige og de andra lænderna i Norden brukar kallas urnordiska. Ibland kallar man dem også de ældre runorna. Det fanns 24 tecken i den urnordiska runraden. Du kan se hær nedanfør hur de runorna såg ud. Bokstæverna som står på raden nedanfør runorna visar vilken bokstav man skulle ha anvænt for att skriva samma ljud. Runan for þ (th) anvændes for et læspljud, som i de engelska orden thing og that. Runan for ŋ (eller ng) anvændes for æng-ljud.

Den ældre (urnordiska) runraden har 24 tecken.

De flesta inskrifter som er så gamla att de er ristade med den urnordiska runraden finns på vapen og smycken. Vi har bara ungefær tjugo stenar i Sverige som har ristningar med sådana runor.

Runorna ændras

Under vikingatiden anvænde man ikke riktigt likadana runor som tidigare. I børjan af 700-talet ændrades runorna. Några af runtecknen behøll sitt utseende. En del togs bort helt og hållet, några fick et nytt utseende og några alldeles nya skapades. Anledningen til att man ændrade runorna var att språket som man talade hade ændrats under de 700 åren som man hade skrivit med runor. En del ljud hade førsvunnit og några nya hade tillkommit sedan den urnordiska runraden skapades. Bland de nya ljuden fanns bland annat y, æ og ø.

Den vikingetidens runraden, 16 tecken.

Vikingatiden kallas tiden som varade fra ungefær år 800 til børjan af 1100-talet. Det som vi brukar kalla den vikingetidens runraden skapades dock redan i børjan af 700-talet. Til skillnad mot den tidigare runraden bestod denne bara af 16 tecken, Det er disse runor som de flesta runstenar i Sverige er ristade med.

Den fjærde runan kan ibland øversættas med et a med en lille svans (ą). Den betyder att runan skall uttalas som et nasalt a. Nasalt er et ljud som uttalas i næsan. Så uttalas bara denne runa på de ældsta vikingetidens runstenarna som til exempel Røkstenen. På yngre runstenar står denne runa for o.

Du kanske tycker att det er konstigt att det finns två forskellige r, et som skrivs r og anvænds om den femte runan og et som skrivs ʀ og anvænds om den sista runan i runraden. Det senare stod for et speciellt “surrande” r-ljud, som vi ikke længre har kvar i svenskan og som næstan bara kunde førekomma i slutet af ord. Med tiden kom de båda r-ljuden att sammanfalla og då fick ʀ-runan et nytt anvændningsområde, næmligen som tecken for y. Det senare kan man se i medeltida runinskrifter (se nedan).

Om du tittar på de vanliga bokstæverna som står under runtecknen ser du att många bokstæver, som vi anvænder i dag som ikke finns med. Det beror på att flera af runorna anvændes for att beteckna mer æn et ljud.

Hær nedan kan du vilka ljud det kunde handla om. Vissa runor som u-runan kunde anvændas for en mængd forskellige ljud, medan andra bara stod for et eller et par ljud. Vi har lite grand af dette æven i vårt alfabet i dag, som til exempel med bokstaven g som kan stå for flera forskellige ljud. I dette fall beror det dock på att vi har ændrat uttalet af vissa ord.

 Den-yngre-runraden-med-ljudværden: 

Det fanns også en speciell regel som sa att så kallade nasaler – m og n – kunde utelæmnas framfør vissa konsonanter nær man skrev. Runan m kunde exempelvis framfør p og b og man kan ibland se att ordet kumbl ‘minnesmærke’ stavas kubl på runstenarna. På samma sætt kunde n-runan utelæmnas framfør t, d, k og g. Det er dærfør det ibland kan stå at for ordet and ‘ande’.

De medeltida runorna

Nær vikingatiden var slut og man slutade resa runstenar fortsatte man ændå att rista runor i Sverige. Men då fanns det også många som kunde skriva med vanliga bokstæver. Många præster og andra som hørde til kyrkan skrev med bokstæver, men de flesta vanliga mænniskor kunde bara runor. Men många af dem som kunde skriva med bokstæver anvænde runor også. De tyckte nog att det var besværligt att det ikke fanns tillræckligt många runtecken for att man skulle kunna stava på samma sætt som nær man skrev med bokstæver. Redan under vikingatiden hade man kommit på att man med hjælp af små prickar (så kallade stingningar) kunde gøra om runtecknen. Om man satte prick på runan i fick man et tecken for e.

Exempel på stungna runor( Medeltid) : 

Dette fortsatte man med så att man til slut hade tillgång til lika många runor som fanns i det latinska alfabetet på den tiden. Formen på runorna kunde variera en hel del:

De medeltida runorna uppstællda i ABC-ordning. For många af tecknen fanns forskellige varianter og ænnu fler teckenformer er kænda: 

Kælla: Riksantikvarieæmbetet og Kalle runristares runskola.

https://www.runristare.se/runstensskolan/runorna.html?fbclid=IwAR2hN8UrazpH-9Q4XSSJvtgEVtH7eCXV9aja-6coWjBeEsE0vY8wApLlitY