- Kom vikingerne fra Sverige?
Vikingerne kom fra hele Skandinavien og rejste vidt omkring, ligesom vi gør her hos Nordlys – dog plyndrer vi ikke de steder, vi besøger, i hvert fald ikke hver gang!
- Hvad var vikingeperler lavet af?
Vikingetidens perler blev lavet af mange forskellige materialer. Det mest brugte materiale var glas, men de blev også lavet af ædelmetaller og sten som karneol og ametyst, eller ligefrem af dyreknogler.
- Vikingeperler
En af grundpillerne i 700-tallets tidlige handelsbyer i Skandinavien var, at der fandtes en række professionelle glasperlemagere. De optræder i byer som Kaupang, Ribe og Birka – og det er faktisk sådan, at vi sælger flere historiske kopier af gravfund fra netop disse byer.
- Hvilke perler bar vikingerne?
Vikingerne bar hjemmelavede perler og eksotisk handlede perler, hovedsageligt af glas, men ædelmetaller og sten var også almindelige.
- Hvad er/var vikingernes drikkehorn lavet af?
I vikingetiden blev drikkehorn hovedsageligt lavet af kohorn. Da man ikke afhornede sine køer, havde man endnu en ressource at gøre brug af.
- Sådan laver man et vikingedrikkehorn
- Hvordan vasker jeg mit drikkehorn?
- Hvem lavede vikingesmykker?
- Hvorfor bar vikingerne smykker?
- Hvordan så vikingesmykker ud?
Vikingesmykker var mesterværker, hovedsageligt lavet af ædelmetaller med smukke designs, der kunne være dyriske eller geometriske og ofte også havde et mytologisk aspekt og afbildede for eksempel Odin, Thor eller Sleipner.
- Hvad drak vikingerne af?
Vikingerne drak af mange forskellige beholdere og materialer, og drikkehorn lavet af kohorn var et meget almindeligt materiale. Da vikingetidens bønder ikke afhornede deres køer, havde de en enorm ressource at bruge til at lave drikkehorn, kamme og skeer. Man kunne næsten kalde det for forhistoriens plastik.
- Hvordan så vikingetidens smykker ud?
Vikingerne brugte smykker til at vise deres rigdom og status i samfundet, men de ville sikkert også bare gerne se fine ud, ligesom vi gør i dag. Smykkerne var solidt håndværk skabt af håndværksmestre og blev fremstillet i mange forskellige materialer og former, hvor dyreornamentik og mytologiske indslag var meget almindelige.
- Hvad er en mjødsal?
- Hvad var vikingernes yndlingsdrik?
- Hvordan drak vikingerne deres øl?
Vikingetidens fund af drikkekar findes hovedsageligt i form af keramik eller metal, da det overlever bedst i jorden, men der findes også nogle fund af fine horn, til tider udskårne, som har overlevet i miljøer helt uden ilt. Der findes også horn dekoreret med messing og bronze samt mængder af ikonografi, der viser mennesker, som holder drikkehorn.
- Hvad er et mjødhorn?
- Hvornår var vikingetiden?
- Hvad var vikingernes religion?
- Hvem var vikingernes guder?
- Fandtes Odin i virkeligheden?
- Hvad er forskellen mellem vikingetiden og middelalderen?
- Hvad var vikingernes yndlingsspil, og kan vi spille det i dag?
- Fandtes der vikinger i Skotland?
- Hvad kaldte vikingerne Skotland?
- Hvad lavede vikingerne i Skotland?
- Fandtes der svenske vikinger i Skotland?
Genetisk set havde vikinger fra det nuværende Norge størst indflydelse på den skotske befolkning, men der findes også spor både genetisk, sprogligt og arkæologisk af vikinger fra det nuværende Sverige og Danmark.
- Fandtes der vikinger i Ukraine?
- Hvilke lande rejste vikingerne til?
- Hvor gik vikingerne i land i England?
-
En af de mest kendte landgange er Lindisfarne 793 e.Kr., hvor vikinger plyndrede et kloster på øen. Det var ikke den første landgang på øen, men ifølge britiske kilder var det den første betydningsfulde, da den ramte lige i hjertet af det angelsaksiske kristne territorium. Mindre end hundrede år senere gik en enorm hær af skandinaver og friser i land, på engelsk kaldet “The Great Heathen Army”. De gik i land i Østanglien 871 e.Kr. for at slutte sig til en hær, der allerede havde væltet kongedømmet Northumbria under ledelse af tre af Ragnar Lodbroks fem sønner Halfdan, Ubbe og Ivar Benløs. I de følgende 15 år hærgede de det angelsaksiske landskab og etablerede med tiden Danelagen.
- Hvad var Danelagen? (Danelaw)
-
Navnet henviser til den del af det angelsaksiske England, som blev styret af en skandinavisk aristokrati, primært fra Danmark. Området omfatter det østlige og nordlige England med Jorvik (York) som en af de vigtigste byer. Det begyndte 865 e.Kr. med en invasion af England under ledelse af tre af Lodbroks sønner, men det er ikke før 1000-tallet, at Danelagen nævnes i skrift. Den dag i dag findes der stadig spor i form af stednavne med skandinavisk oprindelse, et eksempel er Coppergate i York, som oversættes som Koppari-gaden. Koppari betyder kop, så navnet kan have været Kopmagergade i Jorvik.
- Var alle svenskere vikinger?
-
Nej, ikke alle svenskere var vikinger, det samme gjaldt hele Skandinavien. Ordet víkingr betyder en, der tager på ekspedition, som regel til søs og oftest sammen med flere víkingar. Om aktiviteten víking ved vi heller ikke noget definitivt, men den kunne bestemt omfatte plyndring. Den kan dog udmærket også have omfattet længere handelsrejser. Med det sagt var der sikkert nordboer, der levede hele deres liv i Norden og aldrig drog i víking.
Vikingerne bar hjemmelavede perler og eksotisk handlede perler, hovedsageligt af glas, men ædelmetaller og sten var også almindelige.
- Hvad er/var vikingernes drikkehorn lavet af (Einstein-prisen går til..?)
I vikingetiden blev drikkehorn hovedsageligt lavet af kohorn. Da man ikke afhornede sine køer, havde man endnu en ressource at gøre brug af.
Højt kvalificerede og specialiserede håndværkere fremstillede smykker af guld, sølv og bronze. Hvad der måske overrasker dig, er, at messing og zink blandt andet også blev brugt i byer som Ribe fra 700-tallet og fremefter.
Vikingerne bar smykker som et tegn på deres rigdom og status i samfundet, men det kunne også vise tegn på en eventyrlysten livsstil, da materialer som ametyst ikke findes lokalt i Skandinavien og må være handlet eller plyndret langvejs fra.
Vikingesmykker var mesterværker, hovedsageligt lavet af ædelmetaller med smukke designs, der kunne være dyriske eller geometriske og ofte også havde et mytologisk aspekt og afbildede for eksempel Odin, Thor eller Sleipner.
Vikingerne drak af mange forskellige beholdere og materialer, og drikkehorn lavet af kohorn var et meget almindeligt materiale. Da vikingetidens bønder ikke afhornede deres køer, havde de en enorm ressource at bruge til at lave drikkehorn, kamme og skeer. Man kunne næsten kalde det for forhistoriens plastik.
Vikingerne brugte smykker til at vise deres rigdom og status i samfundet, men de ville sikkert også bare gerne se fine ud, ligesom vi gør i dag. Smykkerne var solidt håndværk skabt af håndværksmestre og blev fremstillet i mange forskellige materialer og former, hvor dyreornamentik og mytologiske indslag var meget almindelige.
Kort sagt er en mjødsal et langhus fra jernalderen, som var gårdens/landsbyens bogstavelige og billedlige midtpunkt. Her kunne jarlen holde fester for at give armringe i bytte for tjenester eller opbygge relationer mellem slægt og stammer for at sikre områdets stabilitet. Ny forskning fra Norge peger på, at de kan have været malet i blåt, gult og rødt.
Det mest almindelige svar er oftest mjød, altså honningvin, men det er ikke mange, der ved, at vikingerne også drak mølske, som er en slags øl, der brygges ved at fermentere honning og malt. I populærmedier bliver vikinger ofte fremstillet som at drikke en skummende mjød, men det ville egentlig passe bedre på mølske!
Vikingetidens fund af drikkekar findes hovedsageligt i form af keramik eller metal, da det overlever bedst i jorden, men der findes også nogle fund af fine horn, til tider udskårne, som har overlevet i miljøer helt uden ilt. Der findes også horn dekoreret med messing og bronze samt mængder af ikonografi, der viser mennesker, som holder drikkehorn.
Et mjødhorn var et horn, oftest fra ko, men det kunne også være lavet af ged, som man drak mjød af. Ved store fester og sammenkomster kunne et horn gå rundt i selskabet og derefter blive båret tre gange rundt om en gudestatue som en del af ritualer, der kunne handle om ønsket om god høst eller held på togter.
Normalt bruges den engelske periodisering 793-1066 e.Kr., som henviser til angrebet på Lindisfarne som startpunkt og Harald Hårdrådes nederlag ved Stamford Bridge. Om dette har de lærde diskuteret længe og vil blive ved med at gøre det langt efter vores tid – det afhænger nemlig helt af, hvor i Europa man vælger at kigge, og hvilket materiale man bruger til at datere.
I dag kaldes den ofte for oldnordisk religion, men det er vigtigt at huske, at vores syn på religion, og hvad det indebærer, måske ikke passer med, hvordan vikingerne så deres verden. Et udtryk, der er kommet til os fra vikingerne, er: Forn Siðr, som oversættes cirka til den gamle skik – traditionen var altså vigtig for dem, hvilket giver os et lille indblik i deres måde at se verden på.
Der findes mange guder i den oldnordiske mytologi, men de, der oftest nævnes, er Odin, Thor og Frej. Odin ses ofte som Alfader og betragtes som aristokratiets gud, da mange konger fører deres slægts linje tilbage til Odin. Selv de kristne konger i det nuværende England havde Odin i en eller anden form som efterkommer eller stamfader. Thor blev ofte set som den mere folkelige gud, der holdt menneskene beskyttet mod jætter, og Frej var en frugtbarhedsgud, der kunne give god høst.
Det korte svar er nej, han eksisterede sandsynligvis ikke i virkeligheden, men hans rødder som de dødes gud og krigernes gud har meget gamle anelser, selvom hans navn har ændret sig over tid. Nogle forskere mener, at rødderne til arketypen kan være ældre end bronzealderen i Sverige, altså mere end 3000 år! Odins forbindelse til shamanisme kan være et resultat af interaktioner mellem skandinaver i syd og samer i nord.
Dette varierer meget afhængigt af, hvilket land man tager udgangspunkt i. I Sverige er forskellen mellem vikingetid og middelalder hovedsageligt, at skriften begynder at blive brugt. Men også at aristokratiet og med tiden hele befolkningen bliver kristnet. Dette sker i løbet af 1000-tallet i Sverige, men grænsen trækkes oftest ved 1050 e.Kr., selvom det var en proces, der varierede fra sted til sted.
Hnefatafl kan have været et af deres yndlingsspil, og ja, vi kan spille det i dag. Det var så populært, at vi finder spilleplader udskåret på roningsbænkene på langskibene. Vi finder også mængder af terninger lavet af ben; de forekommer i mange forskellige former og størrelser, så vi kan formode, at forskellige former for terningespil også var populære blandt vikingerne.
Ja, vikingerne invaderede og koloniserede dele af Skotland, blandt andet Orkney, Shetland og Isle of Man. Vikingerne satte deres spor genetisk, arkitektonisk og sprogligt, da sproget norn var en blanding af gælisk og vestnordisk. Sproget er i dag genoplivet i form af nynorn.
Vikingerne kaldte de nordlige øer i Skotland for Norðreyjar og de sydvestlige øer blev kaldt Suðreyjar. Shetland i Norðreyjar lå kun 300 km fra den norske kyst, og med godt vejr i et langskib tog rejsen omkring et døgn.
Normalt hører vi kun om vikinger som plyndrere og pirater, hvilket er sandt til en vis grad, da Harald Hårfager siges at have besat Norðreyjar i slutningen af 800-tallet som følge af skandinaviske pirater, der hærgede i farvandene omkring Shetland og Orkney. Selvfølgelig drev de også handel, og nogle slog sig ned og levede fredeligt, i hvert fald til tider.
Genetisk set havde vikinger fra det nuværende Norge størst indflydelse på den skotske befolkning, men der findes også spor både genetisk, sprogligt og arkæologisk af vikinger fra det nuværende Sverige og Danmark.
- Fandtes der vikinger i Ukraine?
Absolut. De skandinaver, der har efterladt flest genetiske spor i området, var vikinger fra det centrale Sverige, Öland, Gotland og Åland i Finland. De holdt sig ikke kun til Ukraine, men også til Baltikum og Rusland langs floderne Don, Dnepr og Volga. Rejsen mod øst for skandinaverne begyndte sandsynligvis før den vestlige ekspansion, da to bådgrave fra Ösel er dateret til ca. 750 e.Kr. og har stærke paralleller med bådgravene fra Vendel og Valsgärde nord for Uppsala.
Der fandtes ikke noget navn specifikt for Ukraine, men området omkring Baltikum, Ukraine og det vestlige Rusland fik navnet Garðaríki. Garða kan henvise til en befæstet landsby eller by, og ríki oversættes ofte som rige eller land. Garðaríki kan derfor oversættes som byriget eller landsbyriget.
De udforskede, handlede, plyndrede og blandede sig med lokalbefolkningen. Da Ibn Fadlan besøgte ruserne ved Volgafloden i 900-tallet, var mange i området sikkert en blanding af skandinaver og slaver. Ordet saqaliba nævnes ofte i arabiske tekster fra kalifatet og forbindes i dag med mennesker, der blev taget til fange i Østeuropa og solgt på kalifatets slavemarkeder. Ibn Khurradadhbeh fortæller om nordiske handelsmænd, der bragte sværd og pels af høj kvalitet fra Skandinavien til kysterne ved Sortehavet. Ibn Khurradadhbeh bemærker også, at nordboere befandt sig ved det byzantinske hof allerede i begyndelsen af 800-tallet e.Kr.
Ja, den almindelige opfattelse er, at folk fra det østlige og centrale Sverige samt Åland rejste mod øst langs de østeuropæiske flodlande, mens norske og danske vikinger rejste mod vest mod England og Island.
Skandinaverne rejste så langt mod vest, at de nåede Nordamerika, og så langt mod øst, at de nåede Usbekistan. Det nævnes i flere historiske kilder, at en Bjørn Jernside med sit følge drog sydpå i midten af 800-tallet og plyndrede den iberiske kyst for derefter at sejle gennem Gibraltarstrædet og til sidst indtage og plyndre Pisa. Da de senere passerede Gibraltarstrædet på hjemvejen, blev de overrasket af det muslimske kalifat, som styrede store dele af den iberiske halvø. Kun 20 af de omkring 60-70 skibe vendte tilbage til den frankiske kyst.
En af de mest kendte landgange er Lindisfarne 793 e.Kr., hvor vikinger plyndrede et kloster på øen. Det var ikke den første landgang på øen, men ifølge britiske kilder var det den første betydningsfulde, da den ramte lige i hjertet af det angelsaksiske kristne territorium. Mindre end hundrede år senere gik en enorm hær af skandinaver og friser i land, på engelsk kaldet “The Great Heathen Army”. De gik i land i Østanglien 871 e.Kr. for at slutte sig til en hær, der allerede havde væltet kongedømmet Northumbria under ledelse af tre af Ragnar Lodbroks fem sønner Halfdan, Ubbe og Ivar Benløs. I de følgende 15 år hærgede de det angelsaksiske landskab og etablerede med tiden Danelagen.
Navnet henviser til den del af det angelsaksiske England, som blev styret af en skandinavisk aristokrati, primært fra Danmark. Området omfatter det østlige og nordlige England med Jorvik (York) som en af de vigtigste byer. Det begyndte 865 e.Kr. med en invasion af England under ledelse af tre af Lodbroks sønner, men det er ikke før 1000-tallet, at Danelagen nævnes i skrift. Den dag i dag findes der stadig spor i form af stednavne med skandinavisk oprindelse, et eksempel er Coppergate i York, som oversættes som Koppari-gaden. Koppari betyder kop, så navnet kan have været Kopmagergade i Jorvik.
Nej, ikke alle svenskere var vikinger, det samme gjaldt hele Skandinavien. Ordet víkingr betyder en, der tager på ekspedition, som regel til søs og oftest sammen med flere víkingar. Om aktiviteten víking ved vi heller ikke noget definitivt, men den kunne bestemt omfatte plyndring. Den kan dog udmærket også have omfattet længere handelsrejser. Med det sagt var der sikkert nordboer, der levede hele deres liv i Norden og aldrig drog i víking.